1 ressource center // 4 kommuner // 150.000 borgere

Du er her // » Information » Projekter » Projekt - Biogas2020

Biogas2020

 

Nomi4s deltager i projekt Biogas2020, som er et fælles skandinavisk projekt, der er rettet mod udvikling indenfor produktion, distribution og anvendelse af biogas(grøn gas).

 

Følgende forsøg er udført som en del af Biogas2020. 

 
Forsøg med udsortering af organisk affald

Ønske om øget genanvendelse 

I dag genanvendes der i omegnen af 35-37 % af affaldet fra husholdninger i de 4 ejer-kommuner (Holstebro, Lemvig, Skive og Struer).  

Ifølge regeringens ressourcestrategi skal kommunerne arbejde hen mod 50 % genanvendelse af affaldet fra husholdningerne og derfor har Nomi4s undersøgt mulighederne for f.eks. at udsortere det organiske affald fra husholdningerne. 

 

Denne undersøgelse er sket i sommeren 2016 indenfor et område med ca. 500 husstande i Holstebro.  

 

Forsøg 

Husstande indenfor området har 2 gange i forsøgsperioder på 4 uger sorteret den organiske del af husholdningsaffaldet fra det øvrige affald – altså udsorteret den del, der består af ”grønt” affald – fx madaffald, blomsterafklip, æggeskaller oa. 

 

Før vi satte forsøget i gang fik de berørte husstande et brev, der fortalte om projektet og samtidig fik de en sorteringsvejledning. Sorteringsvejledningen fortalte lidt mere om, hvad der måtte smides ud som organisk affald og hvad der helst skulle smides ud som restaffald til forbrænding.   

 

I første periode fik de berørte husholdninger en ekstra beholder sat ud ved siden af deres andre beholdere. Samtidig fik de udleveret bioposer til at lægge det organiske affald i. Det organiske affald blev hentet hver 2 uge lige som det andet affald og fra denne periode blev der indsamlet godt 5.500 kg affald.  

 


Første affaldsindsamling fra forsøgsområdet – indsamlet organisk affald i separat beholder 

 

Det indsamlede affald indeholdt en del ”ikke organisk” affald, fx plastflasker, glas og dåser. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at borgerne i forsøgsområdet på forhånd var blevet informeret om, at mad-emballage indeholdende madrester gerne måtte komme med i affaldet, men der foruden er det forventeligt, at det vil tage tid, før en affaldssortering kører optimalt og der er ”ryddet op i fejlsorteringerne”.  

 

I anden periode fik de berørte husholdninger udleveret poser i en specielt grøn farve. Her skulle det organiske affald lægges i, posen skulle bindes godt til og så kunne man blot lægge affaldet i den ”almindelige” dagrenovationsbeholder – altså ingen ekstra beholder på ejendommen.  

Affaldet blev så efterfølgende sorteret manuelt, så de specielle grønne poser blev udsorteret.

 

        
Anden affaldsindsamling, hvor affaldet ses hhv før og efter sortering.

 

Ved anden forsøgsperiode fik vi lige knap 2.500 kg organisk affald – altså lidt under det halve af første periode.  

En stor del af forklaringen på den mindre mængde affald ligger i, at poser, der ikke var bundet godt til, gik tabt i sorteringen og dermed ikke talte med, samt at en af vejene i forsøgs-området havde skiftet ”tømningsdag” og vi derved ”mistede” en uges organisk affald fra ca. 150 husstande.

    

Den valgte forbehandling 

I vores forsøgsprojekt havde vi valgt ”forbehandlingsmetoder” som ikke er så følsomme i forhold til evt fejl-sortering, som andre metoder kan være.  

 

Begge metoder består i meget grove træk i, at det sorterede madaffald – uden yderligere sortering end den sortering, der er sket ude ved borgeren – køres i en slags vaskemaskine. Her rives affaldsposerne mekanisk op og affaldet blandes med vand.  

Der røres hele tiden godt rundt i denne masse – dette kaldes at ”pulpe” - og man ender så med en slags ”biogrød” som man kalder ”pulp” 

 

Denne ”pulp” sorteres eller sies herefter, blandt andet via en sold og på denne måde frasorterer man den del, der ikke er blevet til ”pulp” og som typisk består af emballage rester og affaldsposer eller fejlsorterede ting som feks. øldåser, tøj/tekstiler og plastik. 

 

Den frasorterede del kaldes rejekt. På denne rejekt hænger der en del organisk affald fast, og derfor skyller man ofte med vand før rejekten – efter dræning – udsorteres til forbrænding. 

 

Anlæggene er temmelig forskellige i opbygning, men ideen omkring at lave en ”pulp” der kan bruges til bioforgasning, er den samme.   

 

Mulighed for genanvendelse 

Det produkt man ender med at have – ”pulpen” – kan bruges i et biogas anlæg og på den måde kommer ”madaffaldet” til at producere energi.  

 

Når ”madaffaldet” eller det organiske affald har været igennem biogas anlægget og har leveret energi, vil det slutprodukt, man får efter bioforgasning, kunne genanvendes som jordforbedrende middel. Der er nemlig stadig lidt organisk materiale i produktet, som også indeholder både fosfor og kvælstof. 

 

Hvad har vores forsøg vist 

Vi har som nævnt fået ”pulpet” madaffaldet i 2 forskellige anlæg, dels et såkaldt Ecogi anlæg, som er dansk udviklet og dels en biopresse.  

 

Ved begge forsøg har slutproduktet været en ”pulp”, der er blevet undersøgt for indhold af uønskede stoffer, herunder både opløste kemiske stoffer og urenheder i form af plastikstykker, metaller og andet.  

 

En del af grunden til, at man undersøger pulpen så grundigt er, at man skal kunne genanvende ”det hele” – også den rest, der er tilbage efter bioforgasning.  

 

De forskellige prøver har vist, at ”vores madaffald” godt kan forbehandles til en god pulp kvalitet, der kan anvendes i et biogasanlæg og dermed producere energi.   

 

Næste skridt i projektet er at drøfte resultaterne af forsøget med vores bestyrelse og ejer-kommuner.  

 

Skulle du have spørgsmål til ovenstående projekt, er du velkommen til at henvende dig til projektmedarbejder Charlotte Böttcher tlf. 9687 9202  

 

 

 

Kontakt

Projektleder Gitte Bak

Tlf.: 96 10 62 47

gba@nomi4s.dk

 

HOVEDKONTOR
Tlf. 70 200 226



ADMINISTRATION
Tlf. 9610 6249
administration@nomi4s.dk

BORGERSERVICE
Tlf. 9610 6240
borgerservice@nomi4s.dk

BESØGS- OG SKOLETJENESTE
Tlf. 9687 9204
skoletjenesten@nomi4s.dk

ERHVERV
Tlf. 9610 6640
erhvervsaffald@nomi4s.dk

DEPONI
Tlf. 9610 6647
deponi@nomi4s.dk