Giv maskinerne videre
21.01.2026
Køkkenmaskiner, pc-skærme eller bare en lampe? Giv det videre!

Elektronik kan bruges igen og igen
Har du lige fået en lækker ny køkkenmaskine i julegave, og skal du af med den gamle? Og får du et chok ved din forårsrengøring inde i bunden af køkkenskabet i hjørnet over hvor mange gamle maskiner, der står og samler støv?
Hvis du skal af med gamle køkkenmaskiner, computerskærme eller andet elektronik, så overvej om andre kan få nytte af dine gamle ting. På genbrugspladserne er der de seneste år kommet såkaldte byttehjørner, hvor alt mellem himmel og jord kan få nye ejere. Der kan du også stille din elektronik, hvis det stadig virker.
”Vi har de seneste år fået godt gang i vores byttehjørner på genbrugspladserne. Folk er rigtig gode til at sætte ting de ikke længere kan bruge, men noget som kan bruges af andre. Nu håber vi, at borgerne begynder at tænke lidt over hvordan deres brugte elektronik kan gøre gavn for andre, når de ikke længere selv har brug for det”, siger Anja Jensen, driftsleder af genbrugspladserne, Nomi4s.
Elektronik fylder i affalds-hierarkiet
Danskerne er generelt blevet rigtigt gode til at sortere affald. Fraktioner som madaffald, glas og metal fungerer i et fint cirkulært kredsløb. Men vi har stadig et problem med elektronik. Ifølge tal fra FN, så er netop elektronikaffald den hurtigst voksende affaldsfraktion i Danmark og i resten af verden. Vi bruger meget elektronik og vi er ikke særligt gode til at få det genanvendt. Hvert år genererer hver dansker 22,4 kilo elektronikaffald. Hvis vi kan genbruge mere elektronik, så kan vi samtidig reducere mængden af affald.
”Vi kan bare konstatere, at der bliver smidt alt for meget brugbar elektronik ud. Det kan være køkkenudstyr eller computerskærme, der stadig virker fint. Jo mere af den slags vi kan få ind i cirklen af genbrug jo bedre” siger Anja Jensen, driftsleder af genbrugspladserne, Nomi4s.
Nomi4s har 12 genbrugspladser i virksomhedens fire ejerkommuner, Skive, Struer, Lemvig og Holstebro. På de fleste af disse pladser er en container eller en lille hal indrettet som byttehjørne. Her kan man stille ting, der stadig virker og samtidig kigge efter om der er noget man selv kan bruge, så man ikke skal ud at købe nyt.
Kig efter i skabe og skuffer
Generelt kan man betegne elektronik som udstyr med ledninger eller ting, der bliver ladet op med en ledning. Hvis du er en af dem, der gemmer gammel elektronik i skuffer, skabe og kælderrum, så er du langtfra alene. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2024 viser, at danskerne er gode til at gemme gammel elektronik i skufferne. Køkkengrej, lamper, lygter, gamle elpærer, skærme og meget mere.
Hvis vi kan give elektronik videre til hinanden gennem byttehjørnerne, så sparer vi ikke kun miljøet for at skulle bortskaffe vores elektronik i form af affald. Vi sparer også på værdifulde ressourcer og mineraler, og dermed taler vi ikke kun miljø, men også sikkerhedspolitik. Jo færre mineraler vi skal bruge fra andre lande, jo mindre afhængige bliver vi af dem.
Umiddelbart kan der synes at være langt fra et byttehjørne på en genbrugsplads i det midt- og vestjyske til storpolitik. Men i den sidste ende så hjælper det at vi alle gør en indsats.
Nomi4s i/s Hjermvej 19 7500 Holstebro 