UNDGÅ INVASIVE PLANTER I HAVEAFFALD
10.06.2025
Invasive planter er en trussel mod vores lokale natur. Også når de havner i vores haveaffald.
Japansk pileurt er et af eksemplerne på en invasiv art som vi helst ikke skal sende videre med haveaffaldet.
Vi skal have styr på de grønne banditter inden de breder sig yderligere. Invasive planter skal afleveres i SMÅT BRÆNDBART i en lukket klar plasticpose.
Planter som kæmpe bjørneklo, japansk pileurt og kæmpe snegleurt spreder sig hurtigt og skader de naturlige planter og dyr. De skubber vores hjemmehørende arter væk og kan skabe store problemer i miljøet. For at beskytte vores natur er det vigtigt at kende disse invasive planter, og vide hvordan man skal fjerne dem hele vejen hen til genbrugspladsen. De skal altså i en klar plastpose og kastes i containeren med SMÅT BRÆNDBART.
Enkelte problematiske arter kan dog bekæmpes hjemme i haven. Rod-ukrudt som skvalderkål, snerler, kvikgræs og senegræs kan lægges i vand til det rådner, inden det smides på kompostbunken.
Lad os sammen undgå invasive arter i det danske landskab.