Kompost
Det gavner miljøet, hvis du beholder dit haveaffald i haven, hvor du kan kompostere det til god og nærende hjemmekompost.
Har du brug for mere kompost til din have,
end du selv kan fremstille?
Så har du mulighed for at hente trailerlæs kompost på genbrugspladserne i Kåstrup, Harboøre, Lemvig, Bækmarksbro, Ulfborg, Vinderup og Struer – komposten er gratis.
Kompost i større læs kan afhentes på Affaldscenter Kåstrup, Kåstrupvej 20.
Mandag til torsdag kl. 7.00 til 15.00.
Fredag kl. 7.00 til 14.00
Vejledning til hjemmekompostering
Hvordan bruges komposten?
I foråret kan du anvende komposten i haven med et lag på ca. 2-5 cm. En god ide er at anvende komposten som gødning eller jorddække i urte- og grøntsags- haven. Kom komposten mellem rækkerne ca. 14 dage efter, at planterne er spiret op af jorden.
Komposten er desuden særdeles velegnet til potteplanter. Den skal dog blandes med lidt sand eller spagnum, da den ellers er for kraftig.
Hvorfor hjemmekompostere?
Ved kompostering omdannes grønt køkken- og haveaffald til værdifuld kompost. Komposten giver næring til jorden og er samtidig en miljøvenlig erstatning for kunstgødning. Desuden reduceres mængden af affald i din dagrenovationsbeholder.
Hvor skal beholderen stå?
Beholderen skal helst stå i læ og skygge. Det er også en fordel at have beholderen i nærheden af køkkenet af hensyn til det grønne køkkenaffald, men ikke under et vindue, hvis komposten skulle lugte i perioder.
Hvordan starter man?
Fyld ca. 30 cm. grønt køkkenaffald og vissent haveaffald (ikke grene) i beholderen. Husk at vande affaldet, hvis det er for tørt. Kompostmassen skal altid være fugtig, men aldrig drivvåd.
Hvis du har kompostorm, så lav en lille fordybning i bundlaget og hæld ormekulturen heri. Ormene skal nok selv fordele sig.
Velegnet til kompostering:
- Alt vegetabilsk køkkenaffald - frugt, grønsager, skræller, urter osv. (dog ikke skræller fra citrusfrugter og bananer)
- Kaffegrums og teblade - gerne med filter.
- Afskårne blomster og kasserede stueplanter med klump (bræk klumpen i stykker)
- Knuste skaller fra kogte æg, nødder og lign.
- Flis og savsmuld.
- Aske fra brændeovn - kun ved afbrænding af rent træ
- Finklippede grene, ellers tager komposteringen for lang tid
- Hækafklip, græs, blade, grønt fra køkkenhaven, halm, grannåle os
Hvorfor bruge kompostorm?
Kompostering med kompostorm adskiller sig ikke væsentligt fra almindelig kompostering, men kompostorm fremmer komposteringsprocessen. Kompostorm sikrer en god beluftning af komposten og holder lugtgener på et acceptabelt niveau. Du kan evt. nøjes med at belufte komposten med en beluftningsstok. Du skal ikke være bange for at bruge beluftningsstokken for meget, selvom du kommer til at ødelægge nogle orm, når du stikker ned i kompostmassen.
Færdig kompost!
Komposteringen tager fra 4-12 måneder afhængig af, hvordan du plejer din kompost. Når komposten skal høstes, skovler du (med greb) den øverste uomsatte del af kompostmassen over i en trillebør, indtil du når ned til den færdige kompost.
Den færdige kompost fjernes, og den uomsatte kompost, hvor langt de fleste kompostorm befinder sig, skovles tilbage i beholderen igen.
De orm, der befinder sig i den færdige kompost, må du regne med, går tabt – eller ender i solsortenes maver – når du spreder den ud på jorden. Men det er uden betydning, for du kan regne med, at der er rigeligt med orm tilbage i den uomsatte kompostmasse.
Hvordan får jeg en god komposteringsproces?
Omstikning og beluftning af komposten
Kompostmassen trænger altid til at blive stukket om i foråret, da den nemt bliver klæg og klumpet i løbet af vinteren. Dette skyldes, at komposteringen går langsomt når det er koldt, og mikroorganismerne og ormene ikke rigtig bestiller noget.
Den uomsatte kompost skovles (med greb) over i en trillebør og tilbage i beholderen igen. Når komposten stikkes om, kan det tilrådes at blande den våde kompostmasse med tørt haveaffald og evt. flere kompostorm for at fremme komposteringsprocessen.
Vær opmærksom på, at kompostorme ikke kan overleve frostgrader.
Lugtgener?
Hvis din kompost er smattet og våd, kommer den til at stinke. Det kan du afhjælpe på flere måder
- Hæld noget omsat kompost, fint snittet og tørt haveaffald og/eller ca. 10 håndfulde dolomitkalk ovenpå.
- Husk at ca. 1/3 af komposten skal være tørt affald, som lægges i lag mellem køkkenaffaldet.
- Brug jævnligt beluftningsstokken til at rode rundt i komposten, så der kommer luft til.